Flæskesteg opskrift med rødkålssalat og brunede kartofler
Det er vigtigt, at sværen ridses helt ned til kødet, ellers bliver den ikke sprød under stegningen. Sværen skal gnides godt ind i salt, jeg bruger fint salt, for det er nemmest. Saltet trækker vandet ud af spækket, så sværen bobler og bliver sprød. Og hvad er bedre end flæskesteg med sprøde svær, rødkålssalat og brunede kartofler?
Det skal du bruge til flæskesteg
(8 pers.)
2-2½ kg svinekam med svær og ben
2-3 laurbærblade
6-8 peberkorn
2 spsk. salt
½ l vand
2 delte løg
1 delt gulerod
2 kviste timian
Prøv også: Flæskesteg med æbler
ER DU OGSÅ JULEENTUSIAST?
Vil du have juleopskrifter, kreative dekorationer, tips og gode gaveidéer - eller vil du dele dine tips? Besøg vores hyggelige julefællesskab på Facebook
Sådan laver du flæskesteg
Gnid din flæskesteg, og især sværene, godt med salt.
Stik peberkorn og laurbærblade ned mellem sværene og læg stegen på en rist i bradepande, så sværen ligger lige, den kan rettes op med lidt sammenkrøllet alufolie.
Kom vand, grønsager og timian i bradepanden.
Steg ved 100°, så bliver kødet rigtig saftigt og godt, og din flæskesteg kan skæres i skiver med det samme.
Brug et stegetermometer, stegetiden varierer en del fra ovn til ovn.
Gør stegen klar og stik et stegetermometer ind midt i kødet. Stil bradepanden midt i en kold ovn.
Tænd ovnen på 100° og beregn ca. 2 timer.
Når centrumtemperaturen er 55°, tager du din flæskesteg ud, og ovnen skrues op på 250°.
Når ovnen er varm nok, sættes stegen ind ret højt i ovnen og efterbrunes, til sværen er sprød og centrumtemperaturen er 65°.
Almindelig stegning af flæskesteg
Sæt din flæskesteg midt i en kold ovn, tænd på 200° og regn med en stegetid på ca. 1½ time.
Når kødtermometret viser 55°, øges ovnvarmen til 225°, til kødtermometret viser 65°.
Hvis sværen virker blød, kan man sætte temperaturen op til 250-300°, indtil centrumtemperaturen er 65°, hold øje med stegen, den må ikke bliver for mørk.
Lad kødet hvile ca. 20 min., mens saucen laves.
Si skyen op i en gryde.
Skum fedtet, det samler sig øverst.
Varm skyen op, jævn og smag til med salt og peber.
Ingredienser til rødkålssalat med tyttebær
(4 pers.)
500 g snittet rødkål
3 tsk. salt
1 lille, finthakket rødløg
2-3 spsk. tyttebærsyltetøj
Salt og peber
Sådan laver du rødkålssalat med tyttebær
Hæld kål og salt i en skål og bland det.
Knug kål og salt, til kålen mister lidt af sin sprødhed.
Skyl kålen og lad den dryppe af i sigte.
Bland kål, løg og tyttebærsyltetøj og smag til med salt og peber.
Det skal du bruge til brunede kartofler:
(6 pers.)
1 kg små kartofler
5 spsk. sukker
30 g smør
Sådan laver du brunede kartofler
Kog og pil kartoflerne, det er nemmest, mens de er lune.
Smelt sukkeret på panden og tilsæt smør, når det er gyldenbrunt.
Skyl kartoflerne i en sigte og hæld dem på panden.
Dæmp varmen lidt og ryst panden, så kartoflerne bliver jævnt lysebrune.
Server de brunede kartofler og rødkålssalaten med tyttebær sammen med den lune flæskesteg