Jeg har hjerteflimmer, men lægen tager mig ikke alvorligt

Torsdag, 24. oktober 2024
Lotte Bang
Foto: Colourbox
Læserens læge har sagt, hun hun ikke skal bekymre sig over sin forkammerflimmer. Men nu har hun har læst, at det kan medføre hjertesvigt. Skal hun finde en ny læge?
Ung kvinde holder sig for hjertet

Kære Lotte

Jeg har læst, at nogle forskere har fundet ud af, at hver tredje dansker vil få AFLI, altså forkammerflimmer, og at hver tredje med AFLI vil dø af hjertesvigt.

Min egen læge har ellers sagt til mig, at jeg ikke skal være bekymret, selv om jeg har forkammerflimmer. Jeg har derimod fået at vide, at tager jeg min medicin, skal det nok gå fint.

Hele historien har gjort mig meget utryg, og jeg ved ikke, om jeg skal finde en anden læge, der tager min sygdom mere alvorligt.

Hvad mener du?

Å

Kære Å

Atrieflimren eller, som det hedder på dansk, forkammerflimmer er en såkaldt folkesygdom. I Danmark lever ca. 130.000 med denne hjertesygdom, og flere end 20.000 danskere får hvert år diagnosen.

En ny undersøgelse viser, at atrieflimren i dag gennemsnitligt forkorter en patients liv med to år sammenlignet med den almene befolkning, der ikke har denne lidelse. Derfor må man betragte atrieflimren som en alvorlig og kompleks sygdom.

Der er heldigvis meget forskning inden for området, og lægerne bliver hele tiden bedre til at opdage og behandle lidelsen. Derfor kan patienterne leve et godt liv på trods af sygdommen, ligesom din læge mener, du kan.

Jeg er stor tilhænger af rene linjer i samarbejdet mellem læge og patient. Når jeg får en ny patient og diagnosticerer atrieflimren, gør jeg meget ud af at fortælle patienten, at man med den rigtige behandling kan leve fint med denne hjertesygdom.

Vi aftaler desuden regelmæssig kontrol af tilstanden, så jeg kan opdage nye hjerteproblemer i tide, men jeg informerer ikke umiddelbart om tab af levetid, for hvem kan spå om fremtiden og eventuelt helt andre årsager til død, og hvad skal patienten egentlig stille op med den oplysning?

Der er også hele tiden en chance for ny og bedre behandling og dermed ændringer i prognosen for levetid med atrieflimren.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk