Skal feberen have lov at være der?

Onsdag, 18. december 2024
Lotte Bang
Illustration: Martin Silz
Hvad er det egentlig, der gør, at feber opstår? Og er det fornuftigt at give Panodil, som jo slår feberen ned, eller skal den bare have lov at rase i kroppen?
Illustration af mor, far og barn
Bør man slå feberen ned med Panodil eller er det bedre at lade være? Få lægens svar her.

Kære Lotte

Som mor til fire børn er feber nærmest en ugentlig begivenhed i disse vintermåneder. Det går som regel hurtigt over, og specielt de to mindste kan sagtens være i et mægtigt humør på trods af en temperatur på over 39.

Hvad er det egentlig, der gør, at feber opstår? Og er det fornuftigt at give Panodil, som jo slår feberen ned, eller skal den bare have lov at rase i kroppen?

Mor til fire

Kære Mor til fire

Feber er en de muligheder, kroppen har, for at reagere ved sygdom. Når bakterier eller virus trænger ind i kroppen, aktiveres vores immunforsvar. Der råbes alarm til immunforsvarets celler, som så går i aktion mod de indtrængende organismer.

En af reaktionerne i denne aktion er en stigning af kropstemperaturen. De hvide blodlegemer og antistoffer samt andre celler i kroppen, der har til opgave at nedkæmpe de indtrængende mikroorganismer, arbejder mere effektivt, når temperaturen stiger.

Faktisk arbejder immunsystemet mest effektivt ved temperaturer mellem 38 og 39 grader, så umiddelbart er der ingen grund til at give Panodil, som jo slår feberen ned. På den anden side hjælper Panodil ofte på velbehaget, og børnene får på den måde mod på lidt mad og drikke.

Dog behandler Panodil udelukkende symptomerne og ikke selve sygdommen, så det er altså ikke nødvendigt, men udelukkende et værktøj til at gøre dagen lidt nemmere at komme igennem for en lille feberhed størrelse.

Husk desuden at være meget nøje med doseringen. Panodil er ikke ufarligt og bør absolut kun tages i de anbefalede doser. Til børn skal barnets vægt bruges, for at doseringen kan regnes ud.

Er der tale om et barn på under seks måneder, bør lægen konsulteres ved brug af Panodil, og også hvis feberen varer mere end tre dage. Børn under tre måneder, som har feber, skal derimod altid ses af lægen og måske også en tur på børneafdelingen.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk