Kan jeg stole på hende?

For to et halvt år siden blev jeg enkemand, da min hustru gennem 20 år og mor til vores tre børn døde efter lang tids sygdom.

Et halvt års tid senere mødte jeg en kvinde på nettet, da jeg søgte nogle at skrive og tale med, da det var hårdt at stå alene. Vi endte med at skrive og tale meget sammen, og hun fortalte, at hun boede sammen med sin ekskæreste, men kun for deres fælles, skrøbelige datters skyld, og at forholdet ellers var slut.

Efter tre måneders kontakt mødtes vi, og vi blev meget glade for hinanden og begyndte at ses et par gange om ugen i nogle måneder. Men pludselig – ud af det blå – var hun væk, og jeg og mine børn var slettet fra alle medier, og hendes mobil gik direkte på telefonsvarer.

Jeg blev bekymret og kontaktede politiet, for jeg var bange for, at der var sket hende noget. De vendte tilbage og sagde, de havde talt med (eks)kæresten, der havde fundet ud af, at hun havde set mig samtidig med ham, og at hun ikke måtte have kontakt til mig.

Efter 10 dage skrev hun, at hun ville fortælle sin side af det hele. At han havde presset hende til diverse ting, som hun ikke ville, og nægtede hun, ville han skade mig, så hun gjorde, hvad han bad om.

Derefter flyttede hun ind hos mig, og jeg fandt en lejlighed til hende, som hun boede i i seks måneder, før hun flyttede ind hos mig sidste sommer.

Efter hun er flyttet ind, er der kommet mere frem. Bl.a. at hun kørte et dobbeltliv med den daværende kæreste og mig på siden, og det syntes hun dengang var spændende, og at de faktisk dengang var kærester og ikke ekskærester.

Det, der har gjort mig ondt, og gør det stadig, er, at hun har set os på skift i en periode på et halvt år, uden at jeg har kendt sandheden.

Jeg synes, tanken er klam, og ser det som en form for utroskab over for mig. Hun er smask forelsket i mig og bange for at miste mig, og jeg har sagt, at jeg ikke går nogen steder, men at jeg har det svært med det, der er foregået, for jeg er bange for, at hun gemmer flere ting, eller at hun kunne finde på at lave noget udenom igen på et tidspunkt.

Hvad skal jeg gøre?

Jeg kan egentlig godt forstå, du er forvirret. Det hele lyder lidt rodet.

Der er forskel på at lyve, hvis man frygter for sit eller andres liv og på at lyve, fordi man bevidst skjuler noget og synes, det er spændende. Her er lidt af det hele, fornemmer jeg.

Tillid er vigtig, og hvis du ikke kan få genopbygget tilliden til hende, skal du selvfølgelig overveje, om du vil dele dit liv og dit hjem med hende.

Det virker, som om I kommer fra to forskellige verdener. Du har været sammen med den samme kvinde i 20 år, mistet hende og været i sorg, og din nye kæreste har måske kæmpet for overlevelse på en anden måde. Jeg kender ikke hendes historie, men hvad hun end har bokset med, er det jo vigtigt for dig at føle, at I har det samme indre kompas, når det kommer til moral og etik.

Har I samme grundværdier? Ser I ens på det at have et forhold? Mennesker har lov til at ændre sig. Det gælder også din kæreste, men jeg synes, du skal være ærlig over for dig selv og finde ud af, hvor meget de tillidsbrud fylder for dig. Hvis du ikke kan glemme det, er hun måske ikke den rigtige.

Jeg tror, du stadig er sårbar. Hvis man er pårørende til en med livstruende sygdom, og som du ovenikøbet gennem længere tid, så tager det tid at hele og lære at tænke på egne behov og værdier igen.

Det må du gerne nu. Du må gerne vælge det, der er bedst for dig. Se på dit forhold med de øjne og mærk efter, hvad der gør dig tryg, og hvad der gør dig godt.

Jeg kan ikke vide, om din kæreste er i orden eller ej, men mit råd vil være at sætte dig selv først og sørge for, at du kan være i en rolig og rar periode efter den svære kamp, du har stået midt i.

Den partner skal kunne bidrage til den nye dig og ikke holde dig fast i at sætte dig selv til side. Håber det giver mening.