Lad mig dog fortælle min historie ...

I sidste uge var jeg ude for et slemt uheld, hvor jeg i min bil bliver påkørt af en ældre mand med 70 km/t. Min bil er totalskadet, jeg er forslået og meget chokeret.

Folk ringer og skriver til mig ugen igennem, og i de fleste tilfælde har folk et enormt behov for at dele alle deres egne bilulykker og efterfølgende frygtelige slagsmål med forsikring.

Den del har næsten været lige så slem som det, jeg selv lige er gået igennem. Det gik fint med forsikringen, og jeg er allerede kørende i anden bil. Men det undrer mig, at dele-kulturen lige på det område er så enormt.

Hvad søren er der galt med bare at spørge, om man er okay? Og lade mig ventilere lidt? Hvad er det helende i at høre om traumatiske ulykker og slagsmål med forsikringsselskaber?

Samme kultur kører fint videre, når det gælder børnefødsler, men hvilken nybagt mor vil høre om tante Ernas bristede mellemkød for 50 år siden?

Mødre med nyfødte skal have lov at fylde med deres egen her og nu-story, ligesom jeg efter min ulykke har brug for at høre, at folk er glade for, at jeg er okay, jeg skal pusles om og ikke fyldes med alverdens rædselshistorier i mit sårbare sind.

Det var lige en opsang til verden.

Tak for bredside og opsang. Vi har rundet det før her i brevkassen, og som Peter Plys siger: ”Jeg vil gerne høre en historie, der handler om mig selv.”

Mennesker er selvoptagede. Det er vi bare. Men det er rigtig godt at blive mindet om, at det ikke altid er klædeligt blot at tale om sig selv.

Jeg er glad for, du er rimelig okay efter din forskrækkelse. Det tager tid at komme sig over sådan en oplevelse. En sætning, jeg aldrig havde troet, at jeg skulle læse her i Familie Journal er om ”tante Ernas bristede mellemkød” – men nu vel, jeg tog fejl. Brevkassen er gaven, der bliver ved med at give, og jeg elsker dit eksempel.

Lad os indlede en periode, hvor vi lytter mere, end vi taler. Hvor vi siger ”fortæl mig mere”, når folk åbner sig. Vi har to ører og én mund, og den fordeling kan vi godt tage lidt mere seriøst.

Tak for dit indlæg, og jeg sender dig gode og helbredende tanker, så du kan komme dig helt over din væmmelige oplevelse.