Kurt har fortrængt det meste af sin barndom

Torsdag, 2. april 2015

af Helle Lyngbo. Foto: Søren Lamberth

Kurts barndom var så modbydelig, at han har glemt meget af det, der foregik. I dag har Kurts søn, Bjørn, trævlet sin fars historie op og har skrevet en bog om ham.

Bjørn ved godt, at Kurt har været så god en far for ham, som han kunne, omend han ikke var den mest pædagogiske og forstående far. Men de to har for længst forsonet sig, og nu har Bjørn skrevet en bog om sin far.

Populære artikler på familiejournal.dk

Laura fortalte sin historie til statsministerenMarie tabte 30 kiloStrikkeopskrift på vamset trøje

Når nogen er ond og modbydelig mod én, kan det eneste forsvar være at glemme, og Kurt Christiansen, 71, har glemt rigtig, rigtig meget. Store dele af hans barndom er slet og ret væk.
Fortrængning er da også en glimrende forsvarsmekanisme - problemet er bare, at fortrængningen ikke nødvendigvis holder hele livet.

Far som forvandlet

Den dag, hvor det blev tydeligt for alle, at glemslen ikke mere kunne lægge låg på Kurts indre, var den dag, hvor han for første gang forsøgte at begå selvmord.
Det var den dag, hvor Bjørn så sin store og stærke far forvandlet fra en klippe til en geléklump.
- Min far har altid været en hård og stærk mand, og jeg havde slet ikke set det komme. For mig at se knækkede han fra den ene dag til den anden, siger Bjørn Christiansen, 43, om den dag for 15 år siden, hvor hans far kørte ud i skoven for at gøre en ende på sit liv.
I dag kender Bjørn historien bag faderens sammenbrud og ved, at det måtte komme. Ja, han kender næsten baggrunden bedre, end Kurt selv gør.

Læs også: Bamse blev kasseret

En tidslinje

Bjørn vidste godt, at hans far havde boet på børnehjem og havde haft en hård barndom. Men de få historier, han havde hørt, var de sjove anekdoter.
I årene efter Kurts første selvmordsforsøg - siden fulgte endnu tre - fik Bjørn langsomt sin far til at fortælle nogle af de grimme og næsten glemte historier fra den stribe af institutioner, som han havde boet på i sin barndom. Men det var og blev brudstykker, og det var svært for både Kurt og familien at få en helhed ud af det.

Ro i sjælen

- Jeg tænkte, at det kunne give far noget ro i krop og sjæl, hvis jeg prøvede at lave en tidslinje over hans barndom. Så jeg var rundt i landet og fotografere de forskellige institutioner, hvor han har boet, og jeg gik på Landsarkivet og fik aktindsigt i min fars papirer.
Snart opdagede Bjørn, at hans far ikke bare havde været på almindelige børnehjem - han havde været under åndssvageforsorgen og på sinkeanstalter. Hans egen far! Ham, der varen dygtig tømrer og havde haft sit eget firma i en årrække. Ham, der skaffede mad på bordet og betalte terminerne på rækkehuset i Virum. Ham, der ikke bare var far for Bjørn og storesøsteren Ditte, men også for deres mors børn af første ægteskab, Laila og John. Det kom bag på Bjørn.

Tak til to kvinder

I dag takker Kurt to kvinder for, at han fik et langt bedre liv, end institutionsårene varslede, nemlig hans plejemor, Marie, og hans kone, Keth.
Hans egen mor gør alt, hvad hun kan for at undgå at komme til at hænge på ham. Som syvårig bliver han anbragt på et observationshjem, og forstanderen der, Marie Michelsen, kan som den første se, at Kurt slet ikke trænger til kæft, trit og tæsk, men til kærlighed og omsorg.
Hun er enlig og får afslag på sit ønske om at adoptere ham, men formår fra sin tilkæmpede position som plejemor at være det holdepunkt for Kurt, som bærer ham gennem mange års ophold på diverse anstalter.
Takket være Marie kommer Kurt omsider som 16-årig ud af institutionernes klør - og kommer i lære som tømrer. Faget giver ham en identitet, han får styring på sit liv, og alt går den rigtige vej.

Behandlet som bydreng

Som 24-årig møder Kurt sin livs kærlighed, Keth, og det bliver hende, der bærer ham igennem, da han - efter at han i 40 år har klaret sig selv - igen bliver underlagt et "system". Denne gang er det en arbejdsskade, en ødelagt fod, der med ét genplacerer Kurt i den magtesløse position, han kender så godt. Hans fod bliver fejlbehandlet, og "systemet" overser totalt hans kompetencer. Trods voldsomme smerter i foden bliver han sendt til tåbelige arbejdsprøvninger, og han bliver behandlet som en bydreng.
Så knækker filmen.

En film værd

Udstødningsgassen fra bilen langt ude i skoven forekommer Kurt at være den bedste løsning for alle. Heldigvis lykkes det ikke - og heldigvis er Keth og børnene der for ham i årene derefter.
I dag er hans fodled stivgjort, så han kan gå uden gener, og den rette medicin er fundet, så han ikke mere får lyst til at sætte en stopper for livet. Takket være Keth og børnene har Kurt igen fået et godt liv.
Og nu er der skrevet en bog om ham - det har Bjørn nemlig gjort. Da han havde lavet "tidslinjen" til sin far, slog det ham, at hele den historie faktisk var en film værd. Han henvendte sig til filminstruktør Erik Clausen, der anbefalede ham at skrive en bog. 16. april udkommer "En redningskrans af bly" med forord af Erik Clausen.
- Jeg vil gerne have, at det skal siges højt, at det ikke var i orden at behandle mig far på den måde, siger Bjørn.