Opskrifter

And med sovs og kartofler

Onsdag, 7. november 2018af Kristina Marckmann. Foto: Carina Krüger Foto: Carina Krüger
Skal du have and på lørdag? Her får du opskriften på and med sovs og kartofler, på den gode gamle måde.

Ingredienser til and med sovs og kartofler:

(4 pers.)

1 frisk and på ca. 3 kg
1 spsk. salt
3 æbler
150 g svesker
1 usprøjtet appelsin
50 g tranebær
½ l vand
800 g kartofler
1 tsk. salt
1-2 spsk. majsstivelse
Evt. lidt kulør

Se også: Vil du grille din and? Se her, hvordan du gør

Sådan gør du:

Rens anden indvendigt, læg indmaden i en bradepande, pluk evt. små dun af og gnid skindet med salt.
Skyl æblerne, skær dem i tern og bland med svesker, revet appelsinskal og tranebær.
Kom blandingen i anden, luk til og stil den på en rist med bradepanden under i ovnen ved 220°.
Lad den brune i 1 time, skru derefter ned til 180°, hæld vand og saften fra appelsinen i bradepanden og lad den stege videre i 1½ time.
Vask kartoflerne, kog dem møre i vand tilsat salt og pil dem.
Skum fedtet af stegeskyen, jævn den med majsstivelse rørt ud i vand, tilsæt evt. kulør og smag til med salt og peber.

Prøv også: Traditionel flæskesteg med æbler og svesker