Æbleskiver med rom-karamelcreme

Fredag, 9. december 2022Af Line Holt Nielsen. Foto: Maria Fabricius Tegner.Foto: Maria Fabricius Tegner.
I gamle dage bagte man et stykke æble ind i æbleskiverne. Prøv i stedet at fylde det runde bagværk med en himmelsk rom-karamelcreme, der leder tankerne hen på Toms chokoladeskildpadder.

Opskrift på æbleskiver med rom-karamelcreme

24 stk.

Ingredienser:

  • 3 æg
  • 3 dl kærnemælk
  • ½ usprøjtet citron
  • 3 spsk. smagsneutral olie
  • 1 dl hvidtøl
  • 300 g hvedemel
  • ½ tsk. salt
  • 2 tsk. sukker
  • 1 tsk. natron
  • Smør til bagning

Rom-karamelcreme:

  • 50 g mørk chokolade
  • 1 dåse karamelliseret mælk (dulce de leche)
  • 2 spsk. romessens
  • Evt. lidt mørk rom

Fremgangsmåde:

Rom-karamelcreme: Smelt forsigtigt chokoladen over vandbad eller i mikroovnen.

Lun den karamelliserede mælk i en lille gryde. Den behøver ikke at være særlig varm, bare lige nok til, at karamellen er flydende, og du kan blande chokoladen i, uden at denne klumper.

Rør cremen sammen, og smag til med romessens og evt. mørk rom.

Hæld den creme, som du vil fylde i æbleskiverne, i en sprøjtepose. Opbevar resten i en lukket beholder et køligt sted, hvor den kan holde sig i op til 1 uge.

Æbleskiver: Del æggene i blommer og hvider. Stil hviderne i køleskabet. Pisk æggeblommerne med kærne-mælk, revet citronskal og -saft. Pisk olien i lidt ad gangen. Rør øl i. Sigt mel, salt, sukker og natron i den våde blanding.

Rør, til dejen er uden klumper, og lad den hvile køligt i en halv time.

Pisk æggehviderne stive, og vend dem i dejen.

Opvarm æble-skivepanden. Læg en lille smule smør i bunden af hvert hul, og fyld hullerne næsten op med dej.

Læg en skefuld creme midt i hver æbleskive. Vend dem en halv omgang, når kanten har sat sig lidt, fyld lidt mere dej over, og bag æbleskiverne færdige på alle siderne.

Gentag med resten af dejen, og hold æbleskiverne varme i et ovnfast fad med et stykke alufolie over.