Opskrifter

Gammeldags æbleskiver og æbleskiver med overraskelse

Tirsdag, 21. december 2021Af Line Holt Nielsen. Foto: Maria TegnerFoto: Maria Tegner
Måske foretrækker du julens æbleskiver i den helt klassiske version, eller måske får du lyst til at gemme lidt chokolade i midten, som smelter under bagningen?
to opskrifter på æbleskiver

Æbleskiver med overraskelse

15 stk.

  • 2½ dl mælk
  • 25 g gær
  • 50 g smør + lidt til bagning
  • 3 æg
  • 1 spsk. sukker
  • ½ usprøjtet citron
  • ½ tsk. stødt kardemomme
  • 200 g hvedemel
  • 60 g mælkechokolade

Fremgangsmåde:

Lun mælken, til den er lillefingervarm, og hæld den i en skål. Rør gæren ud i mælken. Smelt smør, og lad det afkøle let.

Opdel æggene i blommer og hvider. Pisk æggeblommer med sukker. Rør fintrevet citronskal og kardemomme i. Pisk det smeltede smør i æggemassen lidt ad gangen, og rør det hele med mælkeblandingen.

Sigt mel i dejen, og rør, til den er uden klumper. Pisk æggehviderne stive, vend dem med resten af dejen, og lad den hæve på køkkenbordet i 30 minutter. Smelt lidt smør, og hak chokoladen groft.

Opvarm en æbleskivepande, pensl hullerne med smeltet smør, og fyld dem ⅔ op med dej. Lad æbleskiverne sætte sig i bunden, vend dem en kvart omgang, og læg 1 tsk. chokolade og 1 spsk. dej i hulrummet.

Steg æbleskiverne gyldenbrune på alle siderne.

Tip: Vend æbleskiverne ved hjælp af en gaffel eller to strikke-pinde/kødnåle, og hold dem varme i ovnen ved 120º.

Gammeldags æbleskiver

25 stk.

  • 250 g hvedemel
  • ½ tsk. natron
  • 1½ spsk. sukker
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • 3 æg
  • 5 dl kærnemælk
  • 40 g smør til bagning

Fremgangsmåde:

Bland hvedemel, natron, sukker, vaniljesukker og kardemomme. Pisk æggene med kærnemælk. Hæld det i melblandingen, og pisk dejen glat. Smelt smørret.

Varm en æbleskivepande op, pensl hullerne med smør, og fyld dem ¾ op med dej. Lad dejen blive lysebrun på undersiden, og bag dem færdige på de andre sider i 5-6 minutter i alt. Vend dem flere gange undervejs.