Vær tilfreds med din indsats

Jeg blev meget glad for dit svar til den bekymrede datter, hvis mor ikke vil på plejehjem (FJ nr. 42).

Det bekræftede mig i, at jeg kun kan lægge mine egne forestillinger om, hvordan jeg gerne ville have haft min mor passet, på hylden.

Min bekymring for hende gavnede ingen af os, og jeg forsøger at lade den ligge, selv om det er svært. Det gør ondt at finde sin egen grænse for, hvor meget man kan klare at hjælpe, når det, man ser, er, at mere omsorg kunne give større livskvalitet.

Og man kan selv komme til trænge til at komme af med tyngden af det ansvar, man kan komme til at tage på sig, og føle sig så alene med, når man er bange for, hvordan det skal gå, og der ikke er nogen omkring hende, der kan træde til, hvis hun falder eller får det dårligt.

Min mor vil heller ikke på plejehjem og i øvrigt heller ikke tage imod pleje derhjemme. Hun vil ikke med ud af lejligheden og helst ikke lukke op for nogen. Somme tider må man erkende sin egen magtesløshed og bare hjælpe det, man kan, selv om det kan føles som en dråbe i havet.

På mine besøg, en-to gange om ugen, sørger jeg for at købe ind, og for at min mor får et måltid varmt mad, hvilket jeg ville ønske, at hun fik hver dag. Hun nyder sin pensionistmad, når jeg har bestilt og taget imod den, men jeg kan ikke få hende til selv at åbne døren, når maden kommer, så hun kunne få den hver dag.

Hun er 95 år, og jeg sidder og strikker lidt hos hende og lader hende bestemme, hvad hun vil tale om, eller vi sidder i stilhed sammen, og hun kan vist bare lide, at jeg er der.

Måske er det mere værd, end jeg er rigtig klar over?

Jeg kan vildt godt lide din beskrivelse af at sidde stille og bare være sammen. Jeg er sikker på, at det betyder rigtig meget for din mor, at du er der.

Lejligheden er hendes verden nu, og hun er mest tryg, når hun bare er der, og døren er låst, og der ikke kommer uforudsete besøg. Det er jo ret fornuftigt, da mange ældre er udsat for tricktyveri, så det er sikkert det, din mor reagerer på.

Det ville selvfølgelig være optimalt, hvis din mor fik dejlig varm mad hver dag, men hun lyder meget beslutsom. Kunne du eventuelt købe en mikroovn til hende og så købe måltider, som kan varmes? Men tænk at bo alene og klare det i en alder af 95, det er godt gået.

Jeg kan høre, du føler dig alene, og jeg er glad for, at du finder trøst ved at læse om andre i samme situation.

Hvis du går ind på Ældre Sagens hjemmeside, så lister de 10 gode råd op for pårørende, der har et stort ansvar for en svækket person, og det allerførste råd er: Vær opmærksom på dig selv. Vær opmærksom på, at du ikke selv brænder ud. Nummer 2 lyder i øvrigt: Vær tilfreds med din indsats.

Læs de andre råd på hjemmesiden, og du kan også få rådgivning i forhold til, hvordan du bedst passer på din mor.

Jeg synes, du lyder som en kærlig og opmærksom datter, og jeg kan godt forstå, du er bekymret. Det er så svært, når rollerne skifter i livet. Du gør mere end så mange andre, og jeg synes, du skal ringe til Ældre Sagen og tale det godt igennem med en rådgiver.

Jeg tror, det vil tage lidt af din ensomhedsfølelse. Tak for at bringe et vigtigt emne op.