Jeg er en kvinde på 62 år. Jeg er sund og rask, så vidt jeg selv kan vurdere, men de sidste par år har jeg været plaget af blærebetændelser.
Min egen læge har forsøgt at behandle mine tørre slimhinder med hormonstikpiller, og det har hjulpet noget, men får stadig blærebetændelse hyppigere end mine veninder.
Jeg er ikke meget for al den antibiotika, lægen udskriver til mig. Har du råd til, hvordan jeg kan forhindre, at jeg får blærebetændelse igen?
L.L.
De fleste blærebetændelser skyldes, at bakterier fra endetarmen kommer i kontakt med slimhinderne omkring skeden og urinvejene. Derfra kan de ”vandre” op i blæren. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan man tørrer sig efter toiletbesøg.
Vi kvinder har desværre højere risiko for blærebetændelse end mænd, fordi vi har en anden anatomi omkring bækkenbunden. Vores urinrør er kortere, og afstanden fra endetarm til urinrør er kortere. Dermed har bakterierne lettere adgang.
Samleje kan også være årsag til, at bakterier presses op i skede og urinrør. Derfor kan det være en rigtig god idé at tisse og skylle sig efter samleje.
Husk også at drikke rigelig væske. Halvanden til 2 liter dagligt øger gennemstrømningen i blæren, så bakterierne får sværere ved at hage sig fast. Og giv dig god tid ved toiletbesøg. Blæren skal tømmes mest muligt, ellers er der grobund for bakterier i den urin, som ikke skylles med ud.
Det er godt, at du passer på dine slimhinder i skede og urinrør med hormonstikpiller. Vær også opmærksom på at undgå rifter og irritation af huden, og vær omhyggelig med at holde dig ren og tør forneden.
Kærlig hilsen Lotte
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Kan min baby vaccineres mod RS-virus inden jul?
Gode råd mod hælspore
Hvor ofte er det normalt at skifte ble på en baby?
Hashimotos sygdom
Forskellige typer øreflipper
Gode råd mod lægkramper
Hvad skyldes smerter i underlivet efter overgangsalderen?
Hvordan forbereder vi os bedst på en krise med vores forråd?