Kan man behandle sår med honning?

Torsdag, 25. juli 2024
Lotte Bang
Illustration: Martin Silz
Kim vil gerne vide, om det er godt at behandle sår med honning, når man har type 2-diabetes. Lægen giver sit svar her.
Honning mod sår

Kære Lotte

Jeg skriver til dig, fordi jeg er interesseret i at vide, om honning er godt for behandling af sår, når man har type 2-diabetes?

Hilsen Kim

Kære Kim

Jeg har læst den nationale behandlingsvejledning for behandling af diabetiske fodsår, og umiddelbart finder jeg ikke noget om brugen af honning i vejledningen.

Andre steder ser jeg, at særligt manukahonning skulle være effektivt, fordi det er bakteriedræbende. Noget forskning har vist, at honning virker inden for to timer og kan slå op til 85 procent af bakterierne i et sår ihjel. Vel og mærke de bakterier, som er modstandsdygtige over for den traditionelle behandling med antibiotika.

Bispebjerg Hospital skulle angiveligt også bruge manukahonning til at behandle svære diabetiske fodsår, og på Mændenes Hjem i København bruges honning ligeledes til behandling af sår. Desuden benytter man her også honningbandage med tang til væskende sår samt flydende honning på tube til dybe sår.

Jeg har læst en artikel fra Dansk Sygeplejeråd, hvor det beskrives, at honningimprægneret netbandage bruges til at behandle overfladiske skrammer, hudafskrabninger og rifter.

Sårbakterier danner biofilm, og dem har antibiotika ofte svært ved at nedbryde, og her er honning åbenbart effektivt. Udover at være bakteriedræbende er honningen god, hvis såret væsker meget.

Så ja, honning kan bruges ved behandling af sår, også hos diabetikere.

Hos mennesker med diabetes udgør sår et stort problem, og det er meget vigtigt at forebygge sårene. Hvis man til trods for fornuftige sko og god fodpleje opdager et sår, som ikke heler, skal lægen hurtigt involveres, for hos diabetikere kan det udvikle sig hurtigt og blive meget alvorligt.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk