Ønskemad: Festlig brunch
Denne måned præsenterer Helle Brønnum en god festbrunch til et kobberbryllup med ca. 50 gæster.
Ønske:
Anne Mette og Karsten Jensen fra Vadum skal holde kobberbryllup i august.
- Vi er i sin tid blevet gift på rådhuset og planlægger at holde en hyggelig dag med børn og voksne i samlet flok. Har lejet et lokale med legeplads og indendørs pool. Vi har talt om at lave brunch, og der er tre gæster med hhv. laktoseintolerans, glutenallergi og insulinkrævnede diabetes. Hvad vil du foreslå?
Endvidere overvejer vi en let eftermiddagssnack, inden gæsterne tager hjem.
Helle Brønnums forslag:
Det lyder hyggeligt med brunch for alle aldersklaser.
Der må nødvendigvis være noget, der ikke kan blive spist af de tre gæster med særlige behov, men generelt kan man gå efter frugt, grønt og kød/æg. Det kan de alle tåle.
Diabetes-patienten kan selv regulere, hvor meget kulhydrat, han/hun må få - de to andre skal naturligvis vide, hvad de skal undgå.
Få opskrifterne her:
Æg pocheret i bacon
Pandekager med frugtkompot
Rabarbervaniljecreme med
myslicrunch
Bemærk:
Glutenallergikeren og den laktoseintolerante undlader pandekagen.
Glutenallergikeren undlader myslicrunch og den laktoseintolerante rabarbervaniljecremen
Derudover kan I servere:
Røget laks med fennikel/sellerisalat (se opskriften her)
Små ovnstegte chorizopølser
Kaffe og te
Melon med parmaskinke
Ost: en mild skære, en stærk skære, en hvidskimmel og en gedeost
Flere slags syltetøj (evt. en uden sukker)
Chokoladesmørbart pålæg
Honning
Smør
Kold kakao til børnene i stedet for kaffe
2-3 slags juice
Evt. champagne
Brød og bag: (Her må glutenallergikeren helt undvære - man kan købe særligt brød til vedkommende)
• Croissanter: Køb færdig dej og fyld nogle med marcipan, nogle med revet æble, nogle med hakket chokolade og nogle helt neutrale.
Læs på pakken, om der er mælkerester i dejen - nogle intolerante kan godt tåle smør, andre ikke.
• Grove boller uden mælk af nogen art
• Lyst, italiensk brød til at skære i skiver
• Muffins med frugtfyld
• Rugbrød
Ideer til "skrub-hjem" mad:
Man kan på forhånd bage nogle meget små pizzaer eller lukkede pirogger med stærk tomatsovs og ost. De kan fryses og bare lunes lige inden servering.
Desuden ville jeg lave 5 liter kold ærtepuresuppe med mynte (det kan alle tåle) og servere en lille kop eller glas med det. Det kan også laves dagen før og holdes koldt.
Dertil enten rosévin eller øl
Mere mad til festen...
Velkomstdrink med skorper
Mundgodt til reception i haven
Middelhavsbuffet