Opskrifter

Kage med hyldeblomstmousse

Fredag, 31. maj 2024Af Camilla Biesbjerg Markussen. Foto: Peter Kam
Denne kage er perfekt til sommerens fester og gør sig godt som et forfriskende indslag på kagebordet. Med sin sødme og blomsteraroma vil den helt sikkert imponere dine gæster.
6 t og 45 min
4 personer
Kage med hyldeblomstmousse:
45 g Digestive-kiks
60 g mandelmel
50 g mandler
100 g sukker
1 tsk. vaniljesukker
½ tsk. bagepulver
1 knsp. salt
2 æggehvider
1 springform, 20 cm i diameter
Evt. kageplast
Mousse:
4 blade husblas
1 usprøjtet limefrugt
2 dl koncentreret hyldeblomstsaft
3 dl piskefløde
100 g græsk yoghurt 10 %
Til servering:
200 g kirsebær

Fremgangsmåde:

  1. Tænd ovnen på 180°.
  2. Læg bagepapir i bunden af formen, og smør kanten med lidt smør.
  3. Knus kiks til krummer.
  4. Hak mandler groft.
  5. Rør kiksekrummer, mandler, mandelmel, sukker, vaniljesukker, bagepulver, salt og æggehvider sammen.
  6. Fordel dejen i formen, og bag kagen i ovnen i 15 minutter.
  7. Afkøl.
  8. Løsn kagen fra formen.
  9. Rengør formen, sæt kageplast fast langs indersiden af formen, og læg kagen tilbage i formen.

Mousse:

  1. Læg husblas i blød i koldt vand i 10 minutter.
  2. Riv limen fint, og pres saften.
  3. Bring hyldeblomstsaft, limesaft og limeskal i kog i 1 minut.
  4. Tag gryden af varmen, tilsæt husblas, og rør den ud i den varme lage.
  5. Afkøl lagen, til den er lun.
  6. Pisk fløden til blødt skum, og vend yoghurt i. Vend forsigtigt den afkølede hyldeblomstlage sammen med flødeskummet ad flere omgange.
  7. Fordel moussen oven på kagen, og sæt på køl i 6 timer.
  8. Anret kagen på et fad, og pynt med kirsebær og evt. friske hyldeblomster.