Opskrifter
Kromans fastelavnsboller med vaniljecreme og marmelade
Mandag, 9. februar 2015Opdateret I gåraf Karsten Kroman. Foto: Jette M. VesteragerFoto: Jette M. Vesterager
Her får du opskriften på de lækreste fastelavnsboller med hjemmelavet vaniljecreme, marmelade og flødeskum.

1 t og 30 min
25 stk
Kromans fastelavnsboller
500 g mel
2½ dl kold sødmælk (el. letmælk)
1 æg
50 g gær
1 spsk. sukker (evt. som hjemmelavet vaniljesukker)
250 g stege- el. bagemargarine
Fyld og pynt
Marmelade
Flødeskum
Evt. glasur af flormelis og past. æggehvide
Vaniljecreme
100 g økologisk rørsukker
6 økologiske æggeblommer
20 g majsstivelse
¼ l piskefløde
¼ l sødmælk
1 stang vanilje
Fremgangsmåde
TIP: Skal der "syndes" med sukker og fede sager, så gør det med gode råvarer - det mætter sanserne bedre, kræver mindre mængder og er en langt større nydelse, der holder længere.
- Vaniljecreme I en skål piskes æggeblommerne luftige sammen med 50 g rørsukker og majsstivelse.
- Hæld en ¼ l piskefløde og ditto sødmælk i en gryde med 50 g rørsukker samt skal og marv fra en vaniljestang.
- Kog det op under opsyn.
- Fisk vaniljestangen op af væden og hæld det i en tynd stråle ned i æggemassen, mens du pisker det sammen.
- Hæld massen tilbage i gryden og kog den forsigtigt op, mens du pisker i den.
- Når cremen tykner og lige knap koger, tages den straks af varmen og hældes over i en skål, dækkes med film og sættes til afkøling.
- Fastelavnsbolledej Mel, mælk, æg, sukker og gær (smuldres direkte i blandingen) røres sammen til en fast og ensartet dej.
- Dejen rulles ud på et meldrysset bord til en tykkelse på ca. 3 mm.
- Vend dejen nogle gange under udrulningen og sørg for, at bordet hele tiden er meldrysset - ikke i store mængder, men blot så dejen hele tiden har en tør overflade og ikke hænger fast i bordet.
- Når dejen er rullet ud, lægges der tynde skiver af margarine oven på 2/3 af dejen.
- Herefter lægges den 1/3 af dejen uden margarine ind over en 1/3 af stykket med margarine.
- Den sidste 1/3 af dejen med margarine på lægges ind over stykket uden margarine. Dejen ligger nu i 3 lag.
- Dejen rulles ud igen - denne gang med margarinen inde i. Dette gentages yderligere to gange, hvor dejen hver gang lægges sammen i tredjedele inden udrulning.
- Den tredje og sidste gang rulles dejen ud til ca. 2 mm tykkelse, hvorefter den skæres i firkanter på ca. 10 x 10 cm med en kniv eller et pizzahjul.
- Alle kanterne pensles med mælk eller vand, inden der lægges en tsk. vaniljecreme midt i firkanten.
- Bollen samles hjørne mod hjørne og klemmes sammen til en lille "pose".
- Tag lidt mel i hænderne og form den forsigtigt til en lille bolle (som de er her, kan de fryses, indtil de skal bruges).
- Sæt bollerne på en bageplade (smurt eller med bagepapir) og bag dem gyldne midt i ovnen i ca. 10 min. ved 250°.
- Når bollerne er færdigbagte, bør de afkøle indtil de kun lige er lune, inden du kommer glasur på og evt. fylder dem med marmelade og flødeskum pisket med vaniljesukker.

Dessert & Kage
Fastelavnsboller med vaniljecreme og svesker

Hjemmebag
Fastelavnsboller med marcipanremonce og chokoladeglasur