Opskrifter

Napoleonshatte

Mandag, 30. april 2018af Christine Bille Nielsen og Kristina Marckmann. Foto: Carina Krüger.Foto: Carina Krüger.
Mmm - napoleonshatte er en klassiker, man aldrig bliver træt af! Nyd den fantastiske kombination af sød dej, marcipan og chokolade.

Ingredienser til napoleonshatte:

20 stk.

Dej:
250 g hvedemel
75 g flormelis
1 tsk. vaniljepulver
125 g smør
1 æg

Fyld:
200 g marcipan
75 g flormelis
1-2 spsk. æggehvide

100 g mørk chokolade

Prøv også: Napoleonshatte med pistacie

Fremgangsmåde:

Dej:
Bland mel, flormelis og vaniljesukker.
Skær smørret i små tern og smuldr dem i melblandingen.
Tilsæt ægget og ælt dejen sammen.
Lad evt. dejen køle af i køleskabet i ½ time.

Fyld:
Ælt marcipan og flormelis sammen med en lille smule æggehvide. Der skal lige nok æggehvide i massen, til den kan formes til kugler uden at hænge fast i fingrene.
Del massen i 20 stykker og tril dem til kugler.
Udrul dejen i 2-3 mm’s tykkelse. Udstik den til cirkler på 8-9 cm i diameter.
Læg en marcipankugle på hver cirkel og tryk dejen op i siderne tre steder. Tryk dejen godt ind i kuglerne og læg kagerne på plader med bagepapir.
Bag dem ved 200° i 6-8 min., eller til dejen er lysebrun. Lad kagerne køle af.

Smelt chokoladen og dyp den flade side af kagerne i chokoladen. Stil dem på højkant, til chokoladen er stivnet.

Se også: Opskrift på træstammer