Opskrifter

Påske-chokoladekage

Onsdag, 9. april 2014af Redaktionen
Server denne drøm af en chokoladekage som den perfekte afslutning på påskefrokosten

Ingredienser til påskekage

Bageopskrift: Anne Skovgaard-Petersen

(8-10 stk.)

100 g mørk chokolade
6 æggehvider
200 g rørsukker
2 æg
1 tsk. mandelessens
125 g mel
35 g kakao
1 tsk. bagepulver

Reder
100 g mælkechokolade
25 g mørk chokolade
10 g smør
65 g kokosmel
Små påskeæg

Creme
2 spsk. mel
2 dl mælk
60 g rørsukker
½ vaniljestang
125 g blødt smør
100 g flormelis

Fremgangsmåde til påskekage

Hak chokoladen fint og pisk æggehviderne stive. Pisk sukker, de hele æg og mandelessens lyst og luftigt og vend hviderne i.

Bland mel, kakao og bagepulver, sigt blandingen og vend den i æggemassen sammen med chokoladen.

Hæld dejen i en smurt springform på 23 cm, bag kagen ved 175° i 50 min. og lad den køle af.

Hak chokoladen og smelt den sammen med smør over vandbad. Rør kokosmelet i og sæt blandingen som små toppe på et stykke bagepapir. Lav en fordybning i midten af hver, så de ligner reder, og sæt små æg i.

Creme: Pisk melet ud i mælken og tilsæt sukker og kornene fra vaniljestangen. Varm blandingen op under omrøring, til cremen tykner, og lad den afkøle helt. Pisk smør og sukker luftigt og pisk cremen i. Fordel cremen over kagen og sæt de små reder på toppen.

Skønne retter til påskefrokosten

Skønne retter til påskefrokosten