Opskrifter

Kartoffel-pandekager og blinis

Tirsdag, 21. februar 2017af Kristina Marckmann. Foto: Carina Krüger. Redigeret af Amelia Holmegaard NielsenFoto: Carina Krüger. Redigeret af Amelia Holmegaard Nielsen
Pandekager er meget mere end blot en dessert med sukker og syltetøj. Her får du to opskrifter på pandekager, som ikke er en dessert. Servér kartoffel-pandekager eller blinis som en lækker forret.

Det skal du bruge til kartoffel-pandekager med laks:

(3 pers.) 350 g kartofler 1 løg 1 æg 1 tsk. salt 1 tsk. timian 2 spsk. rasp 2 dl vindruekerneolie 200 g røget laks 1 bdt. dild

Sådan laver du kartoffelpandekager

Skræl kartoflerne, riv dem og løget fint og pres væden fra igennem en sigte. Bland kartofler og løg med æg, salt, timian og rasp. Hæld ca. 1 cm olie i en pande med høj kant og varm olien op, til den syder om en tændstik. Sæt klatter af kartoffelblandingen på panden og steg dem gyldne på begge sider. Lad dem afdryppe på et stykke køkkenrulle og servér dem med laks og en god salat. Prøv også: Pandekager med kylling og squash

Det skal du bruge til blinis med stenbiderrogn:

(3 pers.) 150 g frisk stenbiderrogn 1 tsk. salt 15 g gær 3 dl mælk 2 æg 90 g boghvedemel 90 g mel ½ tsk. salt Smør til stegning Tilbehør: 1 rødløg 1¼ dl cremefraiche

Sådan laver du blinis

Kom rognen i en skål og rør den igennem med et piskeris, så de små hinder sætter sig i riset. Kom rognen i en sigte, skyl den under koldt vand og lad den dryppe godt af. Kom rognen i en skål med salt og lad den trække på køl i en time. Rør gæren ud i mælken, del æggene og rør blommerne i mælken. Bland de to slags mel med salt og rør mælkeblandingen heri. Stil dejen til hævning et lunt sted i en time. Pisk hviderne stive. Vend æggehviderne i dejen og bag små blinis på en pande, ca. 2-3 min. på hver side. Servér de små blinis med stenbiderrogn, finthakket rødløg og cremefraiche. Prøv også: Coq au vin