Hverdagsmad: Indbagt kylling
Opskrift på indbagt kylling
70 min
- 2 kyllingebrystfileter
- Salt og peber
- 3 forårsløg
- 2 gulerødder
- 2 persillerødder
- Olivenolie til stegning
- 2 spsk. hvedemel
- 1 dl mælk
- 130 g aspargessnitter
- 200 g ærter fra frost
- 3 spsk. madlavningsfløde 18 %
- 4 plader butterdej (frost)
- 1 æg
- 2 spsk. sesamfrø
- 1 håndfuld kruspersille
Fremgangsmåde:
Kog kyllingebrysterne i vand tilsat salt og peber i 25 minutter. Gem ca. 2 dl af kogevandet, og skær kyllingekødet i mundrette stykker.
Tænd ovnen på 200°. Snit forårsløg i tynde ringe. Skær gule- og persillerødder i tern. Sautér løg og rodfrugter i olivenolie ca. 5 minutter, så det hele bliver blødt, men ikke tager farve.
Drys hvedemel på, og rør rundt. Hæld kogevandet og mælk over. Lad det snurre i 5 minutter, til saucen tykner. Tilsæt kylling, aspargessnitter, ærter og madlavningsfløde. Smag til med salt og peber. Fordel det hele i et ovnfast fad.
Skær butterdejspladerne i brede strimler, og læg dem ovenpå i et flettet mønster. Pensl med sammenpisket æg, drys sesamfrø over, og bag i 25-30 minutter, til butterdejen er sprød og gylden. Drys med grofthakket persille.