Kan jeg blive boende i min lejlighed?

Tirsdag, 23. juli 2024
Bettina Post
Illustration: AGD
Kan kommunen tvinge en kvinde med Aspergers syndrom og social angst til at flytte i en billigere lejlighed? Læs svaret her.
Illustration

Kære Bettina

Jeg er en kvinde på 62 år, som har Aspergers syndrom og social angst. Jeg har boet i min lejlighed i 45 år, og her vil jeg gerne blive. Lejligheden giver mig ro og tryghed, og mine naboer er er rolige, modne mennesker, som også i nogle tilfælde har været støttende over for mig, hvis jeg har haft brug for en snak eller hjælp.

Siden november sidste år har jeg modtaget kontanthjælp og ekstra støtte til huslejen, men nu har jeg fået et brev fra kommunen, som fuldstændig har væltet min verden.

De skriver, at min husleje er for høj til, at jeg fremover kan få hjælp til den, så nu har de fundet en anden lejlighed, som de synes, jeg skal flytte ind i. Den er halvt så stor, som den, jeg bor i nu, og det vil betyde, at jeg skal skille mig af med mange af mine ting.

Det kan jeg slet ikke overskue. Hvad er mine rettigheder? Kan kommunen tvinge mig ud af min lejlighed og ind i den, de har fundet til mig? Kan de stoppe min kontanthjælp, hvis jeg ikke flytter? Hvordan kan jeg gøre indsigelse mod kommunens afgørelse?

Venlig hilsen Lise 

Kære Lise

Tak for dit lange brev, som jeg har forkortet lidt.

Lad mig starte med at berolige dig: Kommunen kan ikke tvinge dig ud af din lejlighed. Og du bevarer også retten til kontanthjælp, hvis du bliver boende.

Men en betingelse for, at man kan få særlig støtte til huslejen, er, at kommunen ikke kan anvise en billigere egnet bolig. Din kommune har nu fundet sådan en bolig, som du er i din gode ret til at takke nej til.

Jeg synes dog, at du skal klage over afgørelsen. Både fordi du er tydeligt uenig i den, men også fordi kommunen tilsyneladende har glemt at partshøre dig, inden afgørelsen blev truffet. De burde have forelagt dig oplysningerne om den bolig, de finder egnet, og hørt din mening om den, inden de sendte dig afgørelsen. Hvis jeg har ret i, at de ikke har gjort det, er afgørelsen ugyldig.

De bedste hilsner Bettina