Det kan være svært at genfinde hinanden

Susanne har pakket familiens Chevrolet, og de tre børn sidder forventningsfulde på bagsædet. Hele familien skal på ferie til Blåvand. Med mor bag rattet og med far ved siden af. Han har 41 i feber.

- Men jeg kørte bare af sted, som om det var det naturligste i hele verden, siger Susanne og griner. Hun ville give sine børn den ferie. Andre dage fortonede hendes overmod sig, og hun blev overvældet af selvmedlidenhed:

- Her er jeg, 38 år gammel, med en mand, der ikke engang kan tage strømper på! Så sad jeg og var så ked af det, indtil jeg besluttede mig til, at så var det vel heller ikke værre!

Det var helt uvirkeligt

Støt Knæk Cancer

Årets store Knæk Cancer-kampagne er i gang, og du kan være med til at støtte det gode formål.
Du kan købe Knæk Cancer-blomsten, hvor du køber dit Familie Journal.
Eller du kan byde på to af Familie Journals eksperter, som er sat på auktion. Du kan også støtte ved selv at donere effekter til auktionen.

Læs mere her >>

Susanne og Poul Rejsenhus fra Viborg har netop fejret 9-årsbryllupsdag. De har tre fælles børn og Poul har en teenagedatter fra første ægteskab. Han er pensions­rådgiver, og hun er ansat i hjemmeplejen, og de har et godt liv. Indtil Poul for tre år siden da han føler sig ekstraordinært træt. På kort tid taber han sig ti kilo, og hos lægen, får han et chok. Han har akut leukæmi.

- Det var helt uvirkeligt, siger Susanne, som sammen med Poul hurtigt besluttede at være ærlige overfor børnene.
- Det er forfærdeligt at påføre sine børn en så voldsom angst, men ens børn er jo samtidig den gulerod, der får en til at kæmpe. Man vil se dem konfirmerede og vokse op og blive gift…

Fifty-fifty chance

- Mine chancer for at overleve var fifty-fifty, men jeg tog ja-hatten på, fortæller Poul. Hen på foråret blev han erklæret kræftfri, men rask var han på ingen måde. Pouls lever og milt var angrebet af svamp, og med et skrøbeligt immunforsvar efter kemobehandlingen fik han konstant høj feber. Som på den dag, familien drog af sted til Blåvand.

I efteråret 2012 er kræften tilbage og chancerne for at overleve er klart forringede. "Regn med at være mere indlagt end at være hjemme", lød beskeden til Poul. Men indlæggelserne var i Aarhus, over 50 kilometer fra hjemmet, så ud over at holde angsten ud i strakt arm kæmpede Susanne med at få hverdagen til at hænge sammen. Børnene skulle i skole og institution, før hun kørte turen til amtshospitalet i Aarhus og koncentrerede sig om sin syge mand, inden hun strøg af sted hjemad igen. På et tidspunkt fik hun bevilget plejeorlov, og det var bestemt ikke kun Poul, der havde brug for omsorg.

Rollator og bar røv

Populære artikler på familiejournal.dk

Poul er ikke pensionsrådgiver for ingenting. Alt praktisk som forsikring og testamente blev "vinget af". Hans forældre fik også besked på, at de skulle acceptere en ny mand ved Susannes side, når det en dag blev aktuelt. Omvendt på de dage, når Poul intet magtede, stod Susanne som "Mutter Skrap" og fik ham til at kæmpe videre. Hun accepterede ikke at se sin mand "med rollator og bar røv". - Næh kom op og i dit eget tøj, hvis det overhovedet kan lade sig gøre, beordrede hun.

Læs også: Nadia fik ny knoglemarv (link fjernet)

Mens Poul var på sygehuset, blev en anden kræftpatient skilt, og mange på afdelingen var fordømmende. "Hvordan kunne hustruen finde på at gå fra sin syge mand?

- Men jeg kunne helt ærligt godt forstå det, indrømmer Susanne.

- Man har så meget medlidenhed med den, der er syg. Men sygdommen rammer hele familien. Døden er hele tiden nærværende, og både børn og voksne får en livslang angst, som man skal lære at leve med. Det er ikke sikkert, Poul og jeg var blevet sammen, hvis vi ikke havde haft børnene. Det kan være svært at finde hinanden igen, for et så alvorligt sygdoms­forløb slider på forholdet, siger Susanne. Poul nikker bekræftende.

- Vi var inde på at gå i parterapi, men foreløbig har børnene været i fokus, for selv om det ikke var med vilje, så føler vi, at vi har påført dem en last, de aldrig skulle have haft, til­føjer han.

Sidste år i januar blev Poul erklæret så rask, at han kunne modtage en knoglemarvstransplantation fra sin bror, og intet tyder på, at hans sygdom vil vende tilbage. - Vi har talt meget om, hvad det er, der gør, at nogle bare vil kæmpe for livet, mens andre er sortseere og straks giver op. Vi har grædt, men vi har også grinet. Faktisk rigtig meget, siger Susanne. - Små hverdagsting og episoder... Der skulle ikke så meget til. Og det var måske med til at give os gejsten. At vi var sammen - og at vi fandt ud af, at vi ville kæmpe.

Læs også: Tag på en hyggelig julerejse (link fjernet)

Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!

Kun 20,- per stk.