Opskrifter
Fastelavnsboller med marcipanremonce og chokoladeglasur
Onsdag, 19. februar 2020Opdateret 22. aprilAf Christine Bille Nielsen. Foto: Henrik Freek
Skal du imponere børn og voksne med fastelavnsboller i år? Så går du ikke galt i byen med disse lækre fastelavnsboller med marcipanremonce og chokoladeglasur.

1 t og 45 min
16 stk
Fastelavnsboller
2 dl mælk
100 g smør
50 g gær
1 æg
½ tsk. salt
2 spsk. sukker
¾ tsk. stødt kardemomme
Ca. 450 g hvedemel
1 æg til pensling
Marcipanremonce
75 g marcipan
75 g sukker
75 g smør
Chokoladeglasur
100 g mørk chokolade
1 spsk. flormelis
1 spsk. smør
Pynt
Krymmel
Fremgangsmåde
- Lun mælken, og rør smørret i, til det smelter. Opløs gæren i mælken.
- Tilsæt æg, salt, sukker, kardemomme og det meste af melet.
- Ælt dejen godt sammen, og tilsæt mere mel, til dejen er blød og glat. Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i 45 minutter.
- Marcipanremonce Riv marcipanen, og rør den sammen med sukker og smør.
- Rul dejen ud til en firkant på ca. 30 x 30 cm. Skær dejen ud i 16 kvadrater, og læg 1 skefuld marcipanremonce på hver af dem.
- Fold dejen omkring fyldet, og tryk den godt sammen i sammenføjningerne.
- Sæt bollerne på bageplader med bagepapir med lukningerne nedad.
- Pensl dem med sammenpisket æg, og lad dem efterhæve i 30 minutter.
- Varm ovnen op til 200°. Bag bollerne midt i ovnen 12-15 minutter, til de er gyldne.
- Lad dem køle af på en rist.
- Chokoladeglasur Smelt chokoladen sammen med flormelis og smør over vandbad.
- Smør glasuren på bollerne, og drys med krymmel.

Dessert & Kage
Gammeldags fastelavnsboller og fastelavnsstrutter

Dessert & Kage
Fastelavnsboller med vaniljecreme og svesker