Puks brevkasse: Min mand føler sig svigtet af sine forældre

Min mand på knap 40 år er enebarn, og begge hans forældre er friske og rørige.

Han føler sig dog glemt, især af sin mor. Jeg kan sagtens forstå ham og bliver ofte irriteret over moren på hans vegne.

Allerede da han var teenager på 15-16 år, begyndte hans forældre at rejse på ferie uden ham, så han var alene hjemme. De valgte at sende ham på efterskole, hvor han var i seriøs mistrivsel og blev mobbet groft.

I dag som voksen er det, som om de har lagt alt “ansvar” for ham fra sig. Forstået på den måde at de aldrig tager initiativ til at lave noget med ham, mens de hopper og springer for vores børn.

Min mand dyrker løb og deltager ofte i konkurrencer. Han deltog i et løb i den by, hvor mine svigerforældre bor, men min svigermor valgte at blive hjemme frem for at møde op og støtte sin søn. Hun havde ingen planer den pågældende dag, selv svigerfar forstod ikke helt, hvorfor hun ikke tog med og heppede på.

Når vi snakker lidt om økonomi, bruger især svigermor ofte sætninger som “ja, det var først, da xxx flyttede hjemmefra, at vi fik råd til at leve sjovt”. Det er en sætning, min mand bliver ramt af – det giver ham en følelse af at have været til besvær.

Et andet eksempel er, at min mand og hans forældre altid har været meget optagede af star wars-universet, set alle fim sammen og virkelig dyrket det sammen. Mine svigerforældre sender så billeder, mens de er i et musikhus for at se en af filmene med orkester på. Her følte han sig virkelig glemt – det er ikke, fordi han forventer, at de betaler, men bare spørger, om han kan og vil med, især når det er ting, som de tre har dyrket sammen.

Der er SÅ mange eksempler på de her sager. Min mand bliver såret/ked af det og får en følelse af at blive glemt af sine forældre, men forældrene ser det ikke.

Er det os/ham, der forventer for meget, eller må man gerne forvente/håbe på oplevelser med sine forældre, selv om man er voksen?

Hustruen

Kære Hustruen

Man holder nok aldrig op med at længes efter sine forældres anerkendelse. Det er den anerkendelse, der som børn får os til at lære at gå, at spise at tale og udvikle os.

Lige fra barnsben længes vi efter, at vores mor og far skal synes, vi er dygtige og dejlige. Forældrenes rosende ord er drivkraften i vores udvikling. Får vi ros for at tage det første skridt, længes vi med det samme efter at tage det næste, så far og mor kan klappe igen.

Jeg kan godt forstå, din mand er såret. Jeg tror til gengæld ikke, dine svigerforældre formår at forstå det svigt, de har påført ham, og jeg tror heller ikke, at de af sig selv begynder at anerkende ham og fylde det store hul i hans hjerte op med roser og interesse.

Der er vel to muligheder, enten tager han opgøret med dem og fortæller, hvordan han har det, eller også erkender han, at hans forældre, måske især hans mor, lever det liv, hun har kapacitet til, og af en eller anden årsag ikke evner at vise ham kærlighed. Havde hun kapaciteten, havde hun gjort det anderledes. Det er i hvert fald på den måde, jeg selv har fundet fred med mine egne forældre.

Min mor og far var forældre med det, der var tilgængeligt for dem, og det har jeg som voksen affundet mig med. Man må selv hive fat i saksen og klippe navlestrengen og gøre sig fri, så man kan leve sit eget liv.

Jeg tror, du som hustru kan hjælpe din mand ved at vise ham, at du godt forstår hans savn. Lad ham sætte ord på det. Skab jeres eget miljø, hvor I anerkender hinanden og føler jer trygge.

Vi er altid børn af vores forældre, men vi har frihed til at gøre os fri af de svære mekanismer og leve vores eget liv.

Mange hilsner fra Puk