Han kunne da tage hensyn

Jeg har lige læst dit svar til manden, der vil sove alene, fordi han snorker (Familie Journal nr. 28).

Måske er det løsningen, at ægteparret sover hver for sig, men at rose ham for hans forslag, som du gør, synes jeg måske er lidt overdrevet.

Manden er da total egoistisk, når han går i seng senere end sin kone og kommer ind i soveværelset (hvor hun tydeligvis sover) og tænder sengelampen for at læse en halv time. Det hører da igen steder hjemme. Han kan læse den halve time, hvor han opholder sig og så gå i seng stille og roligt, uden at forstyrre når han har læst færdig.

Min mand går også i seng senere end mig, men kunne da aldrig finde på at forstyrre mig ved at tænde lys, når jeg sover.

Måske skulle ægtemanden i brevet lige tænke på det.

Jeg overvejer sommetider, hvordan brevkassen ville lyde, hvis jeg bare fyrer en bredside af, når folk spørger om noget. På en måde ville det være befriende, dog nok mest for mig, men jeg tror, at det i længden ville være trættende at høre direkte, unuancerede eder flyve over siderne, så jeg gør mig umage med at beherske sproget og budskaberne.

Jeg opfordrer ofte til at rose, også i de åbenlyse tilfælde, hvor det egentlig burde være en selvfølge, at man handlede omsorgsfuldt, men det er, fordi ros virker.

Vi vil som mennesker gerne belønnes for vores adfærd, og når vi belønnes, vil vi gerne gøre mere af det samme. Når man skal lære at tage hensyn, virker det også ganske godt.

Men jeg forstår din pointe, og det kan da være, at jeg engang smider fløjlshandskerne.