Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Hun fotograferer gravide kvinder og kvinder og deres børn, både når de er helt nyfødte, og når de er et par måneder. Hun gør det, fordi hun gerne vil fastholde de smukkeste øjeblikke i et menneskeliv, og for Maria er et nyfødt barn noget af det mest livsbekræftende, hun ved. Mødregrupper og dagplejere er også velkomne. Om Maria kan leve af det, er ikke til at vide endnu. Hun har sit eget fotoatelier i Sønder Bjert ved Kolding, og hun bruger gerne flere timer ad gangen på en opgave, for det er ikke nemt at forklare babyer, hvornår de skal smile til fotografen, men Maria er egentlig også ligeglad. For næsten to år siden var hun alvorligt syg, og det var kun en tilfældighed, der gjorde, at hun fandt ud af det, inden det var for sent. Siden har hun besluttet sig for at få det bedste ud af livet hver dag.
Læs også om en anden kvinde der hjælper andre
Et sygt hjerte
- Jeg havde haft det dårligt i lang tid, men det var ikke sådan, at jeg var urolig over det - jeg havde nok bare stille og roligt fået en dårlig kondition, troede jeg. Jeg fik let åndenød, jeg var altid træt, selv om jeg hvilede mig meget, men da jeg så også begyndte at få besvimelsesanfald, gik jeg til lægen. Jeg blev grundigt undersøgt og kom straks videre til en kardiolog, der skulle kigge nærmere på mit hjerte.
Lægen stod med billedet i hånden og så indgående på det, og da Maria selv kiggede nærmere, kunne hun godt se, at der var noget helt galt med hendes hjerte. Faktisk så det så forkert ud, som det overhovedet kunne - det ene hjertekammer var omtrent væk. I stedet sad der en stor svulst.
- Det var et stort chok for mig, at jeg var så syg. Mit hjerte fungerede kun på halv kraft. Det var derfor, jeg havde været så træt. Svulsten voksede stadigvæk, og der var kun én udvej: Jeg måtte opereres, hvis jeg ville overleve. Heldigvis var tumoren godartet, og operationen gik fint, men efter operationen havde jeg ingen kræfter, og det tog mig lang tid at komme ovenpå igen. Derfor havde jeg brug for noget at drømme om og noget at kæmpe for.
Børn til låns
Jeg havde min mand og min datter, men jeg vidste også, at jeg ville noget mere med mit liv nu. Noget, hvor jeg kunne opleve den rene livsglæde og lykke og gøre mit til at fastholde glæden i livet. Derfor blev jeg fotograf.
Maria er kun 36 år, men hun har prøvet mange ting, inden hun endte i Sønder Bjert som fotograf. Faktisk hedder hun Agnieszka Maria Hall, og hun er født i Polen. Her blev hun uddannet kunstlærer, men hun ville gerne til Vesten, ligesom hun gerne ville tjene flere penge, end hun kunne på det tidspunkt i Polen. Derfor søgte hun arbejde som au pair-pige og kom til Danmark for snart 10 år siden.
En dag løb hun ind i en mand med en saxofon. Det viste sig at være John, der var englænder. Hans liv havde flyttet ham til Kolding-egnen i Danmark, og enden på det hele blev, at Maria og John blev kærester og flyttede sammen i Sønder Bjert. Mennesker kan ikke leve af kærlighed og kildevand alene - og en musikers løn er ikke altid så stabil - så Maria uddannede sig til social- og sundhedsassistent, så hun også kunne få et arbejde. Siden har de fået deres fælles datter, Marlena, der nu er 8 år, men Maria og John skal ikke have flere børn, så Maria er glad for alle de mange små, hun får lov til at låne i sit atelier.
Min far var fotograf, og fra jeg var helt lille, har jeg hjulpet ham i mørkekammeret og selv taget billeder, så jeg rejste tilbage til Polen på besøg og hentede min gamle kuffert med fototingene, som jeg har arvet efter min far, siger Maria.
Damefotograf
Siden er det blevet til et hyggeligt atelier med alt professionelt udstyr foruden rangler, hårsløjfer, storke i naturtro udgave og en trafik af barnevogne og nybagte mødre og vordende mødre foran huset i Sønder Bjert. Maria begyndte med at tilbyde at fotografere nyfødte børn gratis, og det blev selvfølgelig en stor succes - og en hjertevarm oplevelse for fotografen.
Hun er nu også med til fødsler som fotograf, og hun har udvidet forretningen til også at omfatte bryllupper, forlovelser og andre store øjeblikke, som kunderne gerne vil have et billede af. Maria er en rigtig "damefotograf", men en god en af slagsen, for hun holder af alle sine modeller, tykke og tynde, unge og gamle, men mest af alt holder hun stadig af de små børn - og så er det helt lige meget, at Fie smider med hårsløjfen og hellere vil sove til middag end at stille op for fotografen, så opgaven har taget et par timer. Maria har fulgt sit hjerte, og det er det vigtigste for hende.
Populære artikler på familiejournal.dk
Laura fortalte sin historie til statsministerenMarie tabte 30 kiloStrikkeopskrift på vamset trøje
Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!
Kun 20,- per stk.