Semlor - svenske fastelavnsboller
Opskrift på semlor - svenske fastelavnsboller
(12 stk.)
Dej
2 dl mælk
50 g smør
25 g gær
1 æg
1 tsk. stødt
kardemomme
50 g sukker
½ tsk. salt
450 g mel
Pensling:
1 æg
Har I styr på fastelavnskostumet? Find sjove kostumer og pynt, du selv kan lave her
Creme
150 g marcipan
50 g mandler
2-3 dl mælk
1 vaniljestang
Pynt
½ l piskefløde
6 spsk. flormelis
Er du mere til fastelavnsboller med creme, så prøv denne opskrift i stedet
Sådan laver du semlor - svenske fastelavnsboller
Dej
Lun mælken. Skær smørret i små tern og lad dem smelte i mælken.
Opløs gæren i mælken. Tilsæt æg, kardemomme, sukker, salt og mel. Ælt dejen grundigt, til den er blød og ensartet. Dæk ælteskålen med køkkenfilm og lad den hæve lunt til dobbelt størrelse. Del dejen i 12, form dem til helt runde boller og stil dem på en plade med bagepapir.
Lad dem hæve til dobbelt størrelse. Pensl bollerne over det hele med æg. Bag bollerne ved 175° varmluft i 15-20 min., til de er smukt brune over det hele. Lad bollerne køle af.
Creme
Skær en trekant i toppen af hver bolle med en savtakket kniv. Pil krummen i midten af bollerne ud, så der bare er en ca. 1 cm tyk skal af bollen tilbage. Riv marcipanen groft og hak mandlerne. Skrab kornene ud af vaniljestangen. Rør marcipan, krumme, mandler og
vaniljekorn sammen i en skål. Spæd med mælken til en cremet konsistens. Fordel cremen i bollerne. Pisk fløde og 4 spsk. flormelis til skum. Sprøjt rigeligt med flødeskum i bollerne og læg den øverste top ovenpå. Drys flormelis over bollerne inden servering.
Tip: I stedet for creme kan du komme 1 spsk. syltetøj i hver bolle eller komme både syltetøj og creme i bollerne.