Opskrifter

Grillede ringriderpølser med grønt & Lammenakke i marinade

Mandag, 22. juni 2009af Redaktion
God grillmad - nemt at gå til

GRILLEDE RINGRIDERPØLSER MED GRØNÆRTER OG GULERØDDER
(2 pers.)

4 ringriderpølser
2 store tomater
400 g ærter til at bælge
1 lille bdt. nye gulerødder
Salt og peber
25 g smør
1 spsk. vand


Tænd for grillen. Når kullene er klar, lægges prikkede pølser i middelafstand og vendes nogle gange. De skal stege ca. 12-14 min. i alt. Samtidig lægges halverede tomater på, først med skærefladen nedad, og når den har taget farve, så vendes de og steger på skindsiden. Ærterne bælges, og gulerødderne skrabes eller skrælles. Smørret smeltes i en lille kasserolle og gulerødderne koges lidt i smørret, inden ærterne slynges med. Servers med tomaten til de grillede pølser og sammen med groft brød eller kartoffelsalat.



LAMMENAKKE I MARINADE
(4 pers.)

2 lammenakker, udbenede
Salt


Mariande
1 dl olivenolie
½ dl mørk balsamicoeddike
2 spsk. rørsukker
½ dl hakket rosmarin
½ dl hakket timian
1 hakket fed hvidløg
1 tsk. dijonsennep
Peber


Grillkul og evt. urter til at give smag til det grillede


Mens grillen varmer op, kan kødet med fordel lægges i marinaden. Marinaden gør, at kødet ikke forkuller så let, og det skulle have klart sundhedsfremmende virkning i forhold til de skadelige stoffer, en grill ellers kan udvikle, men man skal sørge for, at marianden ikke drypper ned på kullene og får flammer til at slikke op om kødet. Kødet, der kan stabiliseres i tykkelse ved at blive sat på en fugtet træpind, skal steges i medium afstand fra gløderne med jævnlige rundvendinger. Stegetiden er ca. 30 min.
Serveres med salat eller det tilbehør, du nu har lyst til.


Madopskrifter: Helle Brønnum Carlsen


Mere godt til grillen...
Lammekebab med græsk salat
Grillede havtaskekæber med ramsløgolie