Har vi mon samme forældre?
I vores familie har vi tre børn forskellige øreflipper. Mine er frie, mens mine to storesøstre begge har såkaldte fastgroede øreflipper.
Vores forældre lever desværre ikke længere, men vi har selvfølgelig billeder af dem, og her ser det ud til, at begge vores forældre, som mig, har frie øreflipper.
Vi er lidt forvirrede. Kan det mon betyde, at mine søstre ikke har de samme forældre som mig, men derimod er adopterede?
Det betyder ikke så meget, for vi har alle tre haft en dejlig barndom med et godt forhold til vores forældre, men vi er da lidt nysgerrige.
Kan du forklare det?
De tre
Øreflipper kan, som du beskriver, være enten fastgroede eller frie. Disse anatomiske forhold er et glimrende eksempel på en dominant og en recessiv arv.
Frie øreflipper er dominante, og fastgroede øreflipper er recessive. Det vil sige, at en person, som både har et gen for fastgroede øreflipper og et for frie øreflipper, har frie øreflipper.
Jeres forældre har højst sandsynligt begge haft et gen for fastgroede øreflipper og et for frie. Da genet for de frie øreflipper er det dominante, har de begge frie øreflipper.
Til gengæld har de begge givet det recessive gen for fastgroede øreflipper videre til dine søstre, mens mindst en af dem har givet et dominant gen for frie øreflipper til dig.
Det er lidt forvirrende, men kan altså være forklaringen på jeres forskellige øreflipper.
Kærlig hilsen Lotte
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Er Alzheimers arveligt?
Hvad er bronkitis?
Prævention uden øget risiko for blodpropper
Hvordan nyder vi bedst vores otium?
Bør mine børn få sunde julesnacks i stedet for slik?
Forældre medbringer børn med børnesår
Skal feberen have lov at være der?
Der er intet skamfuldt ved kvindens underliv