Baconsalat med croutoner
(4 pers.)
4 sk. hvedebrød
1 spsk. olivenolie
1 tsk. salt
1 fed presset hvidløg
2 spsk. hakket persille
400 g bacon i tern
100 g feldsalat
120 g frisésalat
12 cornichoner
1 agurk
2 æbler
1 spsk. citronsaft
2 spsk. rødvins-eddike
3 spsk. olivenolie
60 g mild blå-skimmelost, f.eks. himmelblå
Salt og peber
Fjern skorpen og skær brødet i tern. Rist brødternene i olien sammen med hvidløg og persille, til de er gyldne og sprøde. Rist baconternene sprøde og lad dem afdryppe på køkkenrulle. Skyl salaten og hak cornichonerne. Flæk agurken, fjern kernerne og skær den i skiver. Skær æblet i tern og vend dem i citronsaft. Pisk eddike og olivenolie sammen og smuldr osten i. Pisk dressingen cremet og smag til med salt og peber. Bland salaten med cornichoner, agurk, æble og bacon og anret den i portionsskåle. Dryp dressingen over, pynt med sprøde croutoner og servér.
Madopskrift: Kristina Marckmann
Flere gode salater...
Rissalat med rosenkål, bacon og nødder
Louises favoritsalat
Spidskåls-æblesalat