Når Christina griner, brækker hun et ribben

Onsdag, 31. december 2014
af Caroline Grønne Wigdal, foto: Søren Lamberth
Som barn havde Christina mellem 200 og 300 brud på sine knogler. For et par år siden måtte hun igennem en operation, som var tæt på at koste hende livet

Populære artikler på familiejournal.dk

12-årige Kirstine har fået nyt hjerteStrikkeopskrift: Herlig raglansweater til hamStrikkeopskrift på barnevognsophæng med bedårende ugler

- Jeg spurgte ham, hvad min overlevelsesprocent var, og det kunne han ikke svare på. Han vidste det simpelthen ikke. Han kunne bare fortælle mig, at hvis han lavede den mindste lille fejl, ville det gå galt.

Det var i foråret 2011, at Christina begyndte at få følelses­forstyrrelser i sine hænder og fødder. En undersøgelse viste, at en nakkehvirvel trykkede ind på hendes rygmarv, og hvis den kom til at trykke bare en anelse mere, ville hun blive lam. Derfor var det nødvendigt at lave et indgreb og fjerne hvirvlen, og operationen ville være så voldsom og omfattende, at kun én læge i hele Danmark turde udføre den. Christina kunne ikke fravælge operationen. Gjorde hun det, var hun sikker på at dø.

Da Christina blev født, var begge hendes ben brækkede og skæve, og hovedet var alt for stort til resten af kroppen. Hun var blandt de 500 i Danmark, som er født med knogleskørhed. - Mine knogler var så skrøbelige, at jeg brækkede foden på dynen. Mine forældre måtte bære barnevognen over brostenene, for at mine knogler ikke skulle brække, og jeg lå mest på hospitalet de første år af mit liv. Lægerne mente ikke, at jeg ville få et værdigt liv. Men mine forældre insisterede på, at jeg skulle med hjem, fortæller Christina.

Læs mere om knogleskørhed i overgangsalderen

Mange knoglebrud

I sin barndom havde hun mellem 200 og 300 brud på sine knogler. I dag er hun 40 år og bor i Rødovre. Hun er 92 centimeter og sidder i kørestol. Hvert halve år får hun en indsprøjtning, som skal gøre knoglerne stærkere. Hendes job er som sekretær på Tingbjerg Heldags­skole, og hver­dagens små opgaver som at tømme vaskemaskinen og tage skoene af sørger servicehund og tro­faste støtte, Mocca, for. Der, hvor livet kan være en smule udfordrende, er, når det gælder om at opleve kærligheden. Selv om hun endnu ikke har mødt den eneste ene, så er hendes liv på mange måder fyldt op med kærlighed. Hun er gudmor til sine to nevøer, hun er tæt knyttet til sin mor og søster, og så har hun en stor vennekreds. De mennesker er med til, at hun er fyldt med mod på livet og glæde.

Og Christina har god grund til at sætte pris på, at hun er live. Dagen efter sin fødselsdag for tre år siden blev hun opereret. En operation, som varede 10 timer. Lægen flækkede hendes gane, gik igennem hendes hals for at fræse den øverste hvirvel på rygsøjlen væk. Så lukkede han det hele til igen, vendte Christina om og stivede hendes nakke med stænger, kroge, en plade og ni bolte. De planlagte to dages koma blev til ni dage, for Christina havde problemer med vejrtrækningen, og efter operationerne var hun med det samme blevet tilkoblet en respirator. Hver gang lægen fjernede respiratoren, lykkedes det ikke for Christina at trække vejret selv.

Tre gange måtte lægerne hurtigt genoplive Christina. - Den fjerde gang var sidste forsøg, ellers ville jeg få en permanent respirator. Men en fantastisk sygeplejerske lærte mig at hoste, og da de fjernede respiratoren, kunne jeg selv hoste igennem og på den måde lære at trække vejret. Så startede kampen med at komme tilbage til livet og få kroppen i gang igen.

Læs om dengang, Christina inviterede sin mor på safari

Ja til udfordringer

Nu har hun mærket, at livet pludselig kan slutte. - Så jeg venter ikke med ting, jeg tænker på. Jeg siger ja til udfordringer, så jeg kan nå at få så mange op­levelser, jeg overhovedet kan, siger Christina. Derfor har hun siden 2011 haft en fyldt kalender. Hun har været med i dokumentaren "De uperfekte", et dating­program for mennesker med enten et fysisk eller psykisk handicap.

At sige ja til rollen som studie­vært på "Det handicappede talkshow" var også en udfordring for hende. Der interviewede hun kendte danskere om fordomme om handicappede. Christina blogger også på tanketrolden.dk, og så holder hun foredrag rundt­omkring i landet.

Christina har så meget at se til, at der måske i virkeligheden ikke er brug for en kæreste. Det bildte hun sig i hvert fald ind engang, men hun ved nu, at det er der.

- Jeg ved godt, at jeg ikke skal have børn, for der er stor risiko for, at jeg giver mit handicap videre. Men jeg drømmer om at finde en kæreste. Mange af mine veninder bliver gift og får børn, og så mærker jeg, at det også er noget, jeg længes efter, siger hun. Men hun er ikke trist over det, langtfra. Christina er nærmere en humørbombe og fyldt med energi, så fyldt, at det kan være farligt, for hun kan nemt brække et ribben, når hun griner.


Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!

Kun 20,- per stk.