Opskrifter

Børnefest med fingermad

Mandag, 9. februar 2009af Redaktion
I weekenden er der måske mulighed for at hygge med børn eller børnebørn - hvad med at lave en lille fest?

Man kan sagtens lave et lille, festligt indslag, hvor der tænkes i børnehænder, som hjælper i køkkenet og med borddækningen. Maden er i øvrigt så lækker, at de voksne sagtens kan spise med i køkkenet, hvis der ellers bliver noget tilovers til dem


Clubsandwich til børn

(12 stk.)

6 skiver røget bacon
9 skiver fuldkornstoastbrød
200 g flødeost
1 revet gulerod
1 hjertesalat (heraf ca. 6 blade)
12 skiver agurk
2 tomater i skiver

Grill bacon i ovnen i 5 min. med bagepapir. Rist brødene. Rør osten med revet gulerod og smør det på 6 af skiverne. Læg salat på tre af de smurte skiver sammen med agurk og tomat. Læg så de 3 ikkesmurte skiver på. Næste lag er bacon og øverst de 3 sidste smurte med smøresiden nedad. Sæt en tandstik i hvert hjørne og skær ud i kvarter langs med diagonalerne. Kan holdes sammen til lige før de skal serveres.


Minibagels med kyllingebøf

(12 stk.)

12 minibagels
500 g hakket kyllingekød
1 hakket løg
1 hakket hvidløg
Olie til stegning
Salt og peber
2 spsk. mayonnaise el. tilsvarende
¼ iceberg
2 tomater i skiver
Nogle agurkeskiver

Rør hakket kylling med løg og hvidløg. Form 12 små bøffer og drys med salt, peber og olivenolie og steg dem i 15 min. ved 200° i ovnen. Lun bagels og skær dem igennem. Smør med mayonnaise og læg bøfferne på sammen med agurk og tomat. Server lune.


Krydrede pølser i svøb

(12 stk.)

12 små krydrede pølser
2 plader butterdej
1 æg til pensling
Nigellafrø og sesamfrø

1 dl tomatketchup
Lidt hakket purløg
3 grofthakkede tomater


Rul butterdejen ud til dobbelt størrelse og skær på langs, så du får 12 strimler. Rul om pølserne, pensl med æg og drys med frø. Bages i ovnen ved 200° i 20 min. Hak tomaterne og bland med ketchup og purløg og server til.


Issmoothies

1 l god vaniljeis
1 l mangosmoothie (f.eks. innocents)
Lidt kanel til toppen og sugerør m.m.


Hæld kold smoothie i 12 glas. Lige inden servering kommes vaniljeis i kugler i glasene, og der drysses med kanel og pyntes med sugerør m.m.


Madopskrift: Helle Brønnum Carlsen





Klik her, hvis du vil se opskriften på Børnefestkager til højre i det store billede


Prøv også...
Slag i frikadellen
Lasagne
Pestopandekager