Opskrifter

Stegt svinekam ved lav temperatur

Mandag, 29. november 2010af Redaktion
Server eventuelt din svinekam med sesam kartofler

Opskrift på en god stegt svinekam

(8 pers.)

2-2½ kg svinekam med svær, uden ben
2-3 laurbærblade
6-8 peberkorn
2 spsk. salt
½ l vand
2 delte løg
1 delt gulerod
2 kviste timian

Gnid stegen, og især sværene, godt med salt. Stik peberkorn og laurbærblade ned mellem sværene og læg stegen på en rist i bradepanden, så sværen ligger lige, den kan rettes op med lidt sammenkrøllet alufolie eller overskårne kartofler. Kom vand, grønsager og timian i bradepanden. Steg ved 100°, så bliver kødet rigtigt saftigt og godt, og stegen kan skæres i skiver med det samme. Brug et stegetermometer, for stegetiden varierer meget fra ovn til ovn. Gør stegen klar og stik et stegetermometer ind midt i kødet. Stil bradepanden midt i en kold ovn. Tænd ovnen på 100° og beregn 2-2½ time, længst tid og mest smag, hvis der er ben ved stegen. Når centrumtemperaturen er 55°, tages stegen ud, og ovnen skrues op på 250°. Si skyen op i en gryde. Skum fedtet, det samler sig øverst. Varm skyen op, jævn og smag til med salt og peber. Sæt stegen ind ret højt i ovnen og efterbrun, til sværen er sprød og centrumtemperaturen er 65°.

Se også: Vildtstegt svinekam med waldorfsalat

Almindelig stegning
Sæt stegen midt i en kold ovn, tænd på 200° og regn med en stegetid på ca. 1½ time. Når stegetermometret viser 55°, øges ovnvarmen til 225°, til temperaturen er 65°. Hvis sværen virker blød, kan man sætte temperaturen op til 250-300°, indtil centrumtemperaturen er 65°, hold øje med stegen, den må ikke blive for mørk. Lad kødet hvile ca. 20 min., mens saucen laves.

Kartofler med sesam

Prøv sesamkartofler til stegen i stedet for sukkerbrunede kartofler. Kog, afkøl og pil aspargeskartofler. Ved spisetid varmes en pande med honning og lidt smør op. Hæld kartoflerne ud på panden og rist dem. Drys sesamfrø over kartoflerne, vend dem rundt og server.

Madopskrift: Anne Skovgaard-Petersen

Find en masse klassiske juleretter her...

Find flere opskrifter her...
Stegt gåsebryst med fennikelkål
Flæskesteg med æbler og svesker
And med tyttebærsovs og rødkål